• Er du interesseret i gymnastik, fællesskab og nærvær?
  • Kan du nikke til vores husregler og se dig selv følge dem?
  • Vil du have et år eller to fyldt med fede oplevelser, hvor der er fokus på dig og din udvikling?
  • Er dine forældre med på ideen?

Hvis du svarede 4 × ja til ovenstående, så er du næsten helt sikkert en kandidat til at gå på Bøvling Idrætsefterskole.

Skal man være øvet gymnast?

Nej, det skal man ikke! Det eneste vi forlanger er, at du skal interessere dig for gymnastik, så du må gerne være nybegynder. Vores undervisere er knalddygtige til at tilpasse undervisningen til vores elevers forskellige niveauer, og du vil hurtigt opleve, at du indhenter de mere rutinerede gymnaster. Men du skal være klar til at give den en skalle – og du skal have lyst til at lave rigtig meget gymnastik. Gymnastik er nemlig BI’s sjæl og giver os en masse fællesoplevelser og sammenhold.

Fællesskab

Et andet must er, at du skal kunne li’ at være sammen med andre mennesker. Det kommer du nemlig til at være – nærmest hele tiden på BI. Du kommer til at dele værelse med tre andre tosser, og I kommer til at spise, springe, grine og græde sammen. Det kan godt lyde lidt overvældende, men det er stærkt vanedannende, og frem for alt er det noget af det mest fantastiske at være en del af et fællesskab – og det er man, når man er elev på BI.

Dine forældre kan læse mere om, hvad det koster at sende dig på efterskole under punktet Økonomi.

Inklusion

Vi er desværre ikke en skole, der tilbyder specialundervisning. Vores personale har mange andre kompetencer, men ikke inden for specialundervisning. Vi har dog mulighed for at lave en inklusionsaftale, hvor der bliver taget hensyn til dig i undervisningen, gennem ekstra lektiehjælp mm. Er du i tvivl, så kontakt os. Hvis vi ikke er den rigtige skole for dig, vil vi alligevel gerne hjælpe dig med at finde alternativer.

Hvad venter du på? Tilmeld dig nu! Tilmelding