Her kan du finde praktiske oplysninger om livet som elev på Bøvling Idrætsefterskole. Oplysningerne kan være rettet direkte til nuværende eller kommende elever, eller bare dig som er nysgerrig omkring livet på en efterskole som vores. Det kan være oplysninger omkring buskørsel i forbindelse med weekends, vores webshop eller pakkelisten med alt det man skal huske når man starter som elev på BI.
Skolestart for skoleåret 2023-2024!
Vi starter skoleåret 23/24 søndag d. 13. august og vi glæder os helt vild til at tage imod vores nye elevhold.
Weekender
Hver weekend har sit helt eget tema. Fra skoleårets start kan du se hvad der foregår i weekenderne og allerede der planlægge med familien, så de ikke arrangerer en masse når du hellere vil være på skolen.
Når du har været hjemme på weekend, skal du være tilbage på skolen søndag i tidsrummet 19-21 med mindre andet er aftalt med vagtlæreren.
Forberedelse – vær i god form!
Det er altid godt at være forberedt!
Du kan give dig selv den bedste start på dit BI-ophold ved at sørge for, at du er i god form når du ankommer. Din nye hverdag på BI er fyldt med fysisk træning, og det kan godt være op ad bakke, hvis du er i dårlig form.
Du er altid velkommen til, at kontakte os hvis du har spørgsmål vedr. en skade eller til din træning. Send en mail til vores fysioterapeut på martin@bi-efterskole.dk.
Huskelisten
Her har vi lavet en liste til dig med de ting, du skal have med, når du starter som elev hos os:
- Sengetøj: Dyne, pude, rullemadras (bredde 80-85 cm), sengelinned. Evt. et sengetæppe. Du skal også have en sovepose og et liggeunderlag med.
- Idrætstøj: Du kommer til at dyrke meget idræt, så sørg for at have en masse trænings- og gymnastiktøj med. I starten af skoleåret får du desuden en BI-skoledragt.
- Sko: Du skal have udendørs- og indendørssko med. Medtag også løbesko og gummistøvler.
- Service: Du skal have et sæt med krus, tallerken og bestik til Teamtur, “Ud i det blå” og evt. andre ture/arrangementer i naturen.
- Penalhus: Sørg for at have alle skriveredskaber, du har brug for. Husk også passer og lommeregner.
- Sangbog: Vi bruger DGI Sangbogen og Højskolesangbogen. Hvis du ikke har dem i forvejen, kan du købe dem på skolen.
- Cykel: Medbring en cykel med bagagebærer – du skal bruge den allerede i den første uge. Reflekser, cykelhjelm, lappegrej og cykelpumpe skal du også have med. En anden vigtig ting er en cykeltaske. Du kan købe dem i Thansen og Bilka til omkring 100 kr.
- Tasker: Når vi skal til Club La Santa Sport, får du brug for en stor bagagetasker, sportstaske eller kuffert. Du bestemmer selv! En stor rygsæk kan også gå. Som elev følger der en lille rygsæk med i “tøjpakken”.
Er der noget du ikke må medbringe?
Du skal dele værelse med tre andre elever, så du skal selvfølgelig tage hensyn og ikke medbringe ting der støjer, lugter eller på andre måder kan forstyrre dine værelseskammerater.
Brug din sunde fornuft, og hvis du er i tvivl, så må du selvfølgelig gerne ringe til os for at spørge. Du kan også læse Skolens ordensregler.
Protip 1
Det er en rigtig god ide at skrive navn eller sætte et navnetag i dit tøj og på nogle af dine ting. Vi si’r det bare – ting bliver nemt væk!
Protip 2
En stor sportstaske kan være god til vasketøjet, når du skal hjem på weekend. Men du selvfølgelig også vælge, at vaske dit tøj selv når du er på skolen. Vi hjælper dig gerne med at læse vaskeanvisningerne i tøjet, hvis du er en rookie på det område ;)