Til efteråret rejser Bøvling Idrætsefterskole til Japan med et gymnastikhold bestående af tidligere elever. Rejsedatoer er ikke endeligt fastlagt, men det forventes at turen bliver på ca. 16—18 dage omkring uge 41, 42 og 43, 2024.
Kort om turen:
- Turen går blandt andet til skoler og universiteter som f.eks. Kokushikan, Jiyugakuen og Nittaidai, hvor vi både skal lave opvisninger, workshops og have fællestræninger med de studerende.
- Vi forventer at skulle lave 6-7 opvisninger på turen.
- Vi skal selvfølgelig også bruge et par dage i Tokyo, hvor der vil være mulighed for at opleve en af verdens største byer på egen hånd eller besøge Tokyo Disneyland.
- Nord for Tokyo besøger vi Shujis familie, hvor vi bl.a. ser varme kilder og oplever Japan udenfor storbyen.
- Du skal være forberedt på, at der på turen også kan være privat indkvartering, hvor du vil opleve den japanske kultur helt tæt på.
- Et mere detaljeret program kommer senere.
Instruktørerne: Freja Smedegaard, Thea Høgh, Kristian Ahlmann og Bjarke Shimizu.
Rejseledere: Shuji og Dorthe Shimizu. Derudover deltager Bøvling Idrætsefterskoles forstanderpar, Ina og Martin Højbjerg Wiborg, på turen.
Holdet: For at kunne deltage på holdet skal du, på afrejsetidspunktet, være tidligere elev på Bøvling Idrætsefterskole. Du skal være foreningsaktiv, enten som aktiv eller som instruktør eller lignende. Der udtages ca. 14 piger og 14 drenge.
Pris: Maks. 22.500 DKK (afhængigt af om du deltager som instruktør på SommerCamp eller om der bliver andre indtægter fra eksempelvis opvisning i DK, sponsor t-shirt mv.).
Udtagelse: Lørdag d. 6. januar 2024, kl. 13.00 til 18.00. Forud for udtagelsen vil der ikke blive sendt video eller andet ud. De sekvenser mv. der udtages i, vil blive instrueret på selve udtagelsen. For springerne vil landinger være i springgrav og på ”semihård”. For at deltage på holdet, skal man være tidl. elev på afrejsetidspunktet i oktober 2024.
Træningssamlinger: Inden turen vil der være 1 træningssamling i maj/juni måned, 1 træningslejr i juli/august måned, samt 2 træningssamlinger i august/september. Mere herom og datoer efter udtagelsen.
Tilmelding til udtagelsen skal ske på mail til martin@bi-efterskole.dk senest d. 4. januar 2024, hvor følgende informationer oplyses:
- Fornavn og efternavn
- Fødselsdato
- Kontaktoplysninger: mobil, e-mail og adresse
- Elevårgang på BI
- Om du går til udtagelse som springer eller som rytmegymnast
- Kort gymnastik og evt. instruktør CV, hvor du skriver hvilke hold du har gået på de seneste sæsoner, samt om du har trænererfaring.
Som deltager på holdet håber vi, at du kan hjælpe med afvikling af SommerCamp på BI. På den måde kan rejseholdet tjene penge til rejsen, idet instruktørudgifterne på SommerCamp går til holdet. På holdet nedsættes en PR- og Sponsorgruppe, som kommer med ideer og initiativer til indsamling til turen.
Har du spørgsmål til turen, kan du kontakte Martin på ovenstående e-mail.
På vegne af trænerteamet og rejselederne,
Ina og Martin Højbjerg Wiborg, forstanderpar.